Våbenaften med Pro Outdoor
Onsdag d. 4 November havde aktivitets udvalget inviteret til våbenaften. På dagsordenen stod der "Vedligehold og pleje af haglgevær og riffel" og Mads fra Pro Outdoor i Holbæk kom og fortalte, hvad man kan gøre for at sikre, at ens våben holder længst muligt, så de også på næste jagt fungerer som de skal.

Mads kalder sig selv våbennørd og vi fik adskillige gode råd om hvad man skal gøre og specielt hvad man skal undgå, når man renser og rengør sine våben
Mads havde medtaget et udvalg af børster og klude, samt plejemidler, olier og fedt og gennemgik pleje programmet for både riffel og haglgevær, godt krydret med anekdoter fra Pro Outdoors våbenværksted.

Han havde også taget Emil med, som til daglig er våbenteknikker hos politiet og tidligere medarbejder hos Pro Outdoor. Vi fik en glimrende gennemgang af hvorfor filtpropper ikke var den mest økonomiske løsning og hvad man rent faktisk kan bruge en bore-snake til.
De to formidlere var ikke altid 100% enige om alle forhold, men det var tydeligt at de havde stor respekt for deres respektive holdninger. Der blev stillet en del spørgsmål fra forsamlingen og vi blev klogere.
Flere havde medbragt egne våben og hver især fik en gennemgang og mulighed for at snakke om netop de udfordringer der kunne være.
I forbindelse med arrangementet har foreningen og Pro Outdoor indgået en ny aftale om 10% rabat på jagtrelateret udstyr ved at skrive "Slangerup Jagtforening" i kommentarfeltet ved netbestilling på pro-outdoor.dk eller nævne det i butikken i Holbæk.